Problemet med Kevin
Villads har et problem. Det er Kevin, der er problemet. Kevin og hele hans crew plejer ellers ikke at gøre Villads noget. De kalder ham bare klam taber og sådan noget. Det er han vant til. Men en dag går det galt. Villads svarer igen. Det skulle han aldrig have gjort.
-
“Historien er grum, sproget er præget af slang, ungt, voldsomt og råt - men desværre realistisk for mange, der vil kunne genkende bogens scenarier om mobberi ... Handlingen er spændende fortalt, og læseren sidder overrasket tilbage med en følelse af, hvorfor hovedpersonen ikke fortæller sandheden, men selv bliver løgner og en utroværdig person.
Historien vil fange unge fra 7. kl., der vil få et indblik i et råt ungdomsliv, hvor utryghed og mobberi florerer i skole og fritid og kan få fatale konsekvenser. Anbefales.”Lektørudtalelsen
-
“Styrken ved Problemet med Kevin ligger to steder. For det første er der et rigtig godt flow i historien. Tempoet er højt fra start til slut, hvilket betyder, at læseren holdes til ilden og får lyst til at læse videre. For det andet giver fortællingen et godt billede af, hvordan en enkelt, lille overlevelsesløgn, der egentlig bare skulle redde Villads ud af en knibe, hurtigt kan vokse sig kæmpestor og få vidtrækkende konsekvenser. Hvor alt virker meget sort/hvidt i starten – Villads er den uskyldsrene, og Kevin er den onde – bliver billedet mere og mere grumset i løbet af bogen. Læserens sympati flytter sig langsomt væk fra Villads og i retning af Kevin, og det giver stof til eftertanke.”
bogbotten.dk
-
“"Bogen er spændende. Der er meget action, og man læser den hurtigt. Jeg synes, det er godt, at Kevin og Villads bliver gode venner. Bogen viser også, hvor skadelig mobning kan være. Jeg vil anbefale bogen til både drenge og piger, fordi både drenge og piger kan gå igennem mobning. ***** 5 stjerner"
"Den var god og sjov, fordi sproget var barskt, og det gik hurtigt. Jeg kan godt li det her fra side 46: ”Jeg stivner på stedet. Okay, jeg indrømmer det. Jeg er ikke en skid klar til at dø. Og jeg er heller ikke klar til at blive banket til plukfisk”. Det var et fedt eksempel på, at det gik hurtigt, og der var bandeord. Da jeg læste bogen, fik jeg en masse billeder i hovedet –det var fedt nok. Jeg synes ikke den er egnet til gamle mennesker men mest til unge. ***** 5 stjerner."
"Jeg synes, bogen er spændende. For mig er bogen nem at læse. Jeg syntes, bogen ville passe til 4-6.klasse. Jeg kunne godt lide, da Villads og Kevin var i parken, for jeg synes, det var et af de spændende ting i bogen. Jeg vil ikke anbefale bogen til mindre børn, som ikke kan lide vold eller bandeord. **** 4 stjerner."
"Jeg synes, at bogen er godt skrevet og har et godt tempo. Jeg synes, at slutningen med Villads og Kevin er rigtig god. Jeg vil anbefale bogen til 11-13 årige, for den handler om pubertet og venskaber. + Man kommer virkelig til at hade Kevin, og bogen er god til at få en til det ...”***** 5 stjerner."
"Det var spændende, fordi de var på taget. De hørte, da der var nogle der faldt ned fra et hus. Jeg vil anbefale bogen til min fætter, fordi han elsker action. ***** 5 stjerner."
"Læseoplevelsen var spændende og sjov. Den var spændende, fordi der skete spændende og sjove ting. Jeg synes bogen er god, fordi de bander meget. Det er spændende der, hvor Kevin kommer til skade, når Kevin falder ned fra taget og lander på altanen. ***** 5 stjerner."
”Anmeldelser fra 6. C. Guldberg skole
-
“Problemet med Kevin er en relativt let YA roman (lix20) om mobning til de 13-15-årige. Villads bliver mobbet, men en dag siger han fra overfor Kevin og så eskalerer det.
Den viser at der sjældent er helt gode og helt onde, at der er dybt at falde (bogstavelig talt) fra en magtposition til underhund og at det ikke er nemt at være ung i en delt familie hvor den ene forælder måske nok elsker en, men man passer bare ikke ind i det nye liv ... selvom det er tætpakket handling, så fungerer det og man keder sig i hvert fald ikke, hvilket er et plus, hvis det er en lettere modvillig læser. 📚
Anbefales til store børn og unge der gerne vil have en spændende historie hurtigt og let, som ikke er så stærke læsere eller som gerne vil læse om mobning og familieliv.”bibliotekat